Akupunktur og fertilitet 

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)

Akupunktur er efterhånden blevet en udbredt og anerkendt behandlingsform herhjemme. Akupunktur kan benyttes til at lindre smerter og fjerne gener og generelt genoprette kroppens balance, så den fungerer optimalt. Et af de områder, hvor akupunkturen kan hjælpe er fertilitetsbehandling. Forskning viser, at akupunktur i nogle tilfælde kan hjælpe både mænd og kvinder med at styrke deres fertilitet. Derfor er der flere par, der modtager akupunktur samtidig med en traditionel fertilitetsbehandling og på flere fertilitetsklinikker, kan man få akupunktur som led i en behandling med kunstig befrugtning.

I Kina, Japan og resten af Asien er akupunktur som behandlingsform ikke et nyt fænomen. I flere tusinde år har man benyttet akupunktur, hvilket fund i oldtidsgrave fra både Kina, Japan, Indien og Sri Lanka viser. I Kina hvor akupunkturen opstod, er den en del af et avanceret behandlingssystem, der allerede blev beskrevet i detaljer for et par tusinde år siden eller mere. Akupunktur er således et gennemprøvet system, der bygger på en lang tradition og på stor erfaring og viden. I akupunktur arbejder behandleren med kroppens eget energisystem, livsenergien qi (udtalt ”chi”). Qi flyder igennem kroppen via meridianbanerne, som løber i kroppen og er forbundet til kroppens organer. Der er 14 meridianbaner og energien skal kunne flyde frit. Kan den ikke det, opstår der smerter eller gener, som eventuelt kan føre til en lav fertilitet.

Skaber balance

Det, en akupunktør gør, er at genoprette balancen i kroppen, det vil sige få energien til at strømme uhindret. Det gør de ved at stimulere nogle punkter, der er på meridianbanerne. De såkaldte akupunkturpunkter, som der er mere end 365 af. Der er forskellige former for akupunktur. For det meste forbindes det her i vesten med meget tynde nåle, der sættes i akupunkturpunkterne. Nogle behandler imidlertid uden nåle, hvor de i stedet trykker med hænderne på punkterne. Det kaldes akupressur.

Akupunktur og forskning

Det er først siden 80’erne at akupunktur er blevet udbredt herhjemme og især indenfor det sidste årti, at man er begyndt at bruge det i det offentlige sundhedssystem. Her benyttes det hovedsagelig som smertelindrende behandling. Man har dog også lavet forskningsbaserede forsøg med akupunktur i forbindelse med fertilitet blandt andet i Tyskland. I et forsøg i 2002 viste det sig, at kvinder kan øge deres chance for at opnå en graviditet via kunstig befrugtning markant, hvis de modtager behandling med akupunktur under forløbet. I forsøget deltog 160 kvinder som modtog IVF behandling. Ud af dem blev 42 procent, som også modtog behandling med akupunktur, gravide. I kontrolgruppen, som ikke fik akupunktur blev kun 26 procent gravide. Ved en IVF behandling uden akupunktur er der normalt omkring 25 procent chance for, at det ender med en graviditet per behandling. Dermed er 42 procent en stor forbedring.

Akupunktur hjælper også manden

Der er også studier, der peger på en forbedring af mænds sædkvalitet og spermtal, hvis de modtager akupunktur jævnligt. I et studie fra 2005 (bragt i Fertility and Sterility) foretaget med mænd med uforklarlig infertilitet, hvor man sammenlignede spermprøver før akupunktur og efter, viste det sig at spermtallet var øget markant i de prøver, der blev taget efter akupunkturen.

Hvorfor virker akupunktur?

Man kan endnu ikke forklare nøjagtigt, hvorfor akupunktur virker. Men akupunktur øger blodgennemstrømningen i de dele, der behandles. Dermed sker der en udrensning og afgiftning af det behandlede område. Derudover får akupunkturen musklerne til at slappe af og sænker stressniveauet i kroppen både fysisk og psykisk. Det er alt sammen faktorer, der gør at chancerne for, at et foster sætter sig fast i livmoderen ved kunstig befrugtning øges, at mandens spermtal forbedres og, at kvinden bliver i stand til at blive gravid på naturlig vis. Der mangler dog stadig studier, der afdækker akupunkturens specifikke virkning i forbindelse med fertilitet. Indtil de kommer,må vi nøjes med de gode resultater, der viser effekten i praksis.



Spar op til 80% med Valby deals






Læsertilbud